Fra Skrifte?n.net
Af Poul Hoffmann. 

“Hvis Gud virkelig er så kærlig, kan Han da ikke sende nogen i fortabelsen." 

Det er en betragtning, man tit bliver stillet over for af mennesker, som ikke rigtig kan bekvemme sig til at indlade sig med Kristendommen. 

Men siden dengang mennesket selv vendte sig fra Gud, sådan som det berettes på nogle af Bibelens første blade, da har menneskeslægten været fortabt. Hvert eneste menneske fødes fortabt. Det eneste, Gud foretager sig, er ved Kristus at frelse mennesker fra fortabelsen. 

Dette med Verdens fortabte tilstand kan selvfølgelig lyves bort; men der har aldrig levet et menneske, som ikke inderst inde vidste, at det er sandt. 

Mennesket er utrolig opfind­somt, når det gælder at lyve sig fra synden; men det har jo ingen chance for at lyve sig fra dens uundgåelige konsekvens: døden. Den altforpestende død. Selvfølgelig kan den midlertidigt tilsløres med visdomsord om, at nok er der meget ondt i livet, men der er jo også meget godt, og udviklingen skal da vist nok gå fremad, hvis bare vi strenger os an, osv. 

Men der er intet menneske, som ikke med mellemrum står i situationer, hvor han eller hun véd med hver fiber i kroppen, at den slags visdom ikke bare er meningsløs; den er, som den store ateist Schopenhauer sagde, en bitter hån mod menneskets navnløse lidelser. 

Det er, som hvis man kom til en lille dreng, der stod ved sin mors grav, og sagde: “Nu må du holde op med at skabe dig, for lægevidenskaben går fremad, og for resten er der udsalg af soft-ice henne om hjørnet." 

Vi skal ellers ikke gå i detaljer; vi skal ikke tale om små drenge ved grave, eller hvilke konkrete ting der nu gør det særlig klart for den enkelte af os, at det - som Bibelen siger - er Djævelen, der regerer i denne Verden. Vi skal ikke pine os selv med det. Men det er altså vilkårene. 

Hvis der ikke sker noget med et menneske, hvis det bare bliver, hvor det er - så forbliver det dødens og Djævelens bytte. Denne Verden er allerede fortabelsens forgård. Og jo mere denne Verden “realiserer sig selv", som det hedder, jo værre bliver den. 

Det er jo noget, som også andre end Kristne udtrykker en voksende fornemmelse af i nutiden. Den stadig mere forstenede egoisme og råhed, der præger billedet, nationalt og internationalt, og også skaber en stadig større angst og ensomhed - det er, som om det bliver værre og værre. Ja, det har Bibelen altid vidst; at der ville komme sådan en fase. 

“Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste," sagde Jesus om den. Det er denne verdens sidste ulvetider. Det er den antikristelige tid, hvor sataniseringen vil kulminere i en Djævelens inkarnation på jorden, et sort modstykke til det, der skete, da Gud blev menneske i Kristus. 

Det er jo påfaldende at se, hvordan det emne nu dukker op i bøger og film - Satans søns komme. Men Bibelen véd altså noget mere. Den véd, at den Antikristelige tid kun tilsyneladende er dødskræfternes triumf. I virkeligheden er den deres sidste rasen før deres undergang. Det er det dybe mørke før det store daggry. 

Eller som Bibelen også siger det: Det er tiden, hvor verdensfornyelsen stunder til. Gud skabte oprindelig denne jord paradisisk; den blev siden forpestet af synd og død, den er hjemfalden til undergang: men det er Guds åbenbarede hensigt at nyskabe den og lade den bestå for evigt i paradisisk herlighed. 

“Og ulven skal gå hos lammet. panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af HERRENS kundskab, som vandene dækker havets bund" (Es. 11:6-9). 

Der kommer en dag, hvor Gud for stedse gør op med mørkets magter og renser sit skaberværk for synd og død. Vor tids store smerte er véerne ved den nye verdens fødsel. Og som der altid er en række symptomer, der røber, når en fødsel er nær, sådan angiver Bibelen en række symptomer på, at verdensgenfødelsen, som Jesus kalder det, er nær. 

Større og mindre tidens tegn - lige fra dette afgørende med mordet på kærligheden til en ting som tiltagende jordskælvshyppighed. Lyse tegn som Israels samling i Det hellige Land, og dystre tegn som okkultismens opblomstring. 

Undertiden også tegn, som man aldrig rigtig har kunnet få til at harmonere indbyrdes, før man nu ser, at de faktisk optræder samtidig - samtidig med, at Evangelieforkyndelsen når ud over hele jorden, sker der et frafald fra Kristendommen; ja, men netop sådan er det forudsagt i Ny Testamente. 

Familieopløsning og andre samfundskatastrofer, falske profeter, forfølgelser -. “Men når dette begynder at ske. da skal l rette jer og løfte jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig" (Luk. 21:28) 

Ja, Kristne har aldrig haft nogen opfordring til at holde på den gamle lidelsens og dødens verden. Med frimodighed ser vi tegnene på dens undergang, for det er tegnene på Kristi genkomst. Bag mørket gryr hans nye Verden, det evige liv i strålerne fra det ny Jerusalem. 

“Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himlen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: “Se. nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere: thi det, som var før, er nu forsvundet." Og han, som sad på tronen, sagde: “Se. jeg gør alting nyt." (Åb. 21:2-5).